Cirkeltræning er en anden form for styrketræning. Cirkeltræning er, som ordet antyder, en række øvelser som man udfører hurtigt efter hinanden. Øvelserne går i ring (cirkel).
Der er mange forskellige måder at styrketræne på og cirkeltræning er en af dem. Herunder i indlægget er beskrevet, hvad cirkeltræning kan være, hvordan du kan gennemføre den og hvilke fordele og ulemper der kan være ved at gennemføre din styrketræning som cirkeltræning.
Cirkeltræning en videnskab eller klogskab?
Hvis du vil, kan du let læse så meget om cirkeltræning på nettet, at det bliver en hel videnskab. Der er rigtig mange forskellige programmer og hvad passer lige netop til dig, der hvor du er nu. Hvad har du brug for? Man kan snakke om, hvad cirkeltræningen skal bruges til.
- Er det i forhold til forskellige sportsgrene
- Er det i forhold til vægttab
- Er det i forhold til at du synes det er mindre monoton
- Er det fordi du vil kunne træne uden udstyr
- Er det noget helt femte.
Hvor lang tid skal du køre hver øvelse, og hvor lange pauser? Skal der være pauser imellem øvelserne, eller imellem cirklerne, begge steder eller ingen steder!!!!!!
Men medmindre du elsker at nørde, så lad være med at bruge alt for meget tid på det. For du kan lige så let blive forvirret, som du kan blive oplyst. Jeg formoder at du vil gennemføre træningspas som cirkeltræning først og fremmest fordi noget har motiveret dig til at træne. Og så skal du altså bare gå i gang med at træne. For det er nu engang det vigtigste – at komme i gang. Det er ikke sikkert, at du har tænkt dybere over, hvorfor det lige er cirkeltræning du vil køre. Så derfor kan du her læse lidt mere om fordele og ulemper ved cirkeltræning. Her kan du også finde motivation til øvelser.
Fordele ved cirkeltræning
Tidsforbrug
Cirkeltræning er ofte tilrettelagt så det ikke tager mere end 15-25 minutter. Så det kan måske være en måde, at få tid til træning i hverdagen.
Det er en meget hurtig måde, at gennemføre et træningspas. Det er også let at justere tiden op og ned. Simpelthen ved at tilføje øvelser, øge eller mindske tiden til gennemførelse af øvelserne eller øge/mindske pauserne imellem øvelserne/cirklerne. Det du dog ikke bør justere på er din opvarmning, den bør du altid gennemføre. I cirkeltræning, synes jeg personligt, at det giver rigtig god mening, at gennemføre en cirkel med fokus på at gennemføre øvelserne helt korrekte, så du lige får varmet alle muskelgrupper op. Efterfølgende holde to minutters aktiv hvile med evt. udstræk og så giv den gas, inden du bliver kold igen.
Styrke, kredsløb og sundhed i samme træningspas!
Cirkeltræning vil ofte styrke muskler og kredsløb på samme tid og samtidig være sundhedsfremmende. Hvis det er rigtigt planlagt, vil du kunne få pulsen højt op, men hvis det skal forbedre dit kredsløb/cardio, så er det vigtigt, at du minimum bruger 15-20 minutter med en puls på/over Borg 15. At gennemføre to træningspas på samme tid og på kort tid er jo genialt, hvis du ikke har alverdens tid til at træne. Og det har vi sjældent.
Kan hjælpe med at holde motivationen!
For mange kan korte træningspas hjælpe med til at holde motivationen ved træningen. Hvis du styrketræner, løbetræner, cykeltræner eller noget fjerde kan cirkeltræning være med til at bryde det monotone og skabe glæde og fastholde motivation. Desuden styres intensiteten af DIG og kan derfor tilpasses den enkelte, og cirkeltræning kræver ikke nødvendigvis ekstra udstyr udover din egen krop, for at være effektiv. En ekstra bonus ved at træne med egen krop og løse håndvægte er også at du forbedre din motorik
Dette skal du være ekstra opmærksom på ved cirkeltræning!
Hvis du skal opnå alle fordele så er det knald hårdt. Der er ikke tid til afslapning i de 15-30 minutter cirkeltræningen er. Der er fuld skrald på hele tiden.