Gennemfører du styrketræning i ferien?
Ferien er i fuld gang. De fleste har været på ferie, men nogle har stadig ferie til gode senere på sommeren og nogle helt tredje er midt i deres ferie lige nu. Min familie og jeg har været på sommerferie. Som du måske har læst i sidste indlæg, Kredsløbstræning i ferien, var vi i år kørt til Kroatien.
Men det er lettere at holde din styrke ved lige under en ferie end at holde din kondition ved lige. Reelt set skal du “bare” træne styrketræning en gang om ugen, for at holde din styrke ved lige. Du skal dog huske at komme alle muskelgrupper igennem, ellers gælder det ikke. Men husk: Lidt er bedre end ingenting.
Jeg var glad for, at jeg i år havde planlagt at gennemføre styrketræning. For tre dage i bil, gør i hvert fald mig rastløs og jeg får en følelse af, at jeg falder helt sammen. Desuden kan jeg mærke, at jeg får en del spændinger i ryg, skuldre og nakke af at sidde ned så mange timer om dagen. Vi kørte i gennemsnit 10 timer om dagen, dog med små pauser, som blev brugt på sving og stræk og lidt “bøf”, så kroppen lige blev lidt afspændt igen. Men stadig var hele familien glad for at være fremme efter tre dage.
Når jeg kommer et nyt sted hen. tænker jeg altid på kondition og muligheder for at få motion. Jeg tænker ikke i lige så høj grad på styrketræning og de muligheder der måske er i området. Ofte fordi jeg bare træner på en måtte i forteltet eller udenfor campingvognen. Men i år var det lidt anderledes.
Forberedelse af styrketræning i ferien
I år havde jeg forberedt mig lidt inden jeg tog afsted. Jeg havde faktisk sat et kort program sammen, som kunne dække de 7 kerneøvelser og så havde jeg medbragt en håndvægt og et træningsunderlag.
Håndvægten var med skiver, så jeg kunne lave øvelser med forskellig vægt. Og så havde vi medbragt camping-klap-skamler. Det var hvad jeg skulle bruge, for at dyrke effektiv styrketræning i ferien. Og mere behøver du faktisk heller ikke. Jeg vil sige, at det faktisk ikke engang var nødvendigt, at medbringe håndvægten, da man let kan sammensætte et styrketræningsprogram uden brug af vægte. Mit program skal jeg nok senere gøre tilgængelig på vores side, så du næste ferie bare kan tage det med. Så er det “bare” at finde tiden og stedet, når I kom frem.
Timing af træning
Den største udfordring var nok timingen af styrketræningen. Det skulle ikke være for varmt, og jeg bryder mig heller ikke om at træne, når der er flest mennesker, der kigger på. Så da der var 24 grader om natten og varmere om dagen, så blev jeg nødt til at ligge det tidligt morgen. Helst inden hele campingpladsen vågnede og så skulle jeg gerne snige mig ud af campingvognen, uden at resten af familien vågnede. Og at stå op klokken 06:30 på sin ferie, når jeg nu lige havde vænnet mig til at vågne med børnene klokken ca 8, var også lidt sværere end normalt 🙂
Men det lykkedes og styrketræningen blev gennemført på ca. 55 min. Børnene var dog vågne under de sidste øvelser og tullerede rundt om mig. Så der skulle lige holdes øje med hoveder og håndvægt. Men det gik fint, og vi undgik at vække naboerne.
Selvom jeg dog havde drukket to glas vand, som det første da jeg stod op og spist en banan, kunne jeg godt mærke, at jeg manglede lidt energi efter en nat, hvor jeg havde svedt meget.
Overraskelser på feriestedet!
Nu skrev jeg, at jeg ikke ligefrem kigger efter træningssteder, når jeg er afsted. Men alligevel var der nogle overraskelser i Kroatien. Da vi gik en vandretur op over bjerget fra campingpladsen til byen Labin kom vi, ca 300 m udenfor campingpladsen, forbi 4 faste træningsredskaber, som var sat ned i skovbunden tæt på en bred sti.
Her var der mulighed for at træne forskellige øvelser. Dog var det hele af gode grundet lavet af jern og ikke videre ergonomisk udført. Men med fantasi og vilje kunne man let gennemføre styrketræning på redskaberne.
Et par dage senere, hvor vi havde fyldt cykeltraileren med børn, hund og strandting cyklede vi igennem byen og fandt en lille strand på den anden side. Stranden lå, så man skulle ned af en del trapper fra vejen, men oppe ved vejen var der ligeledes opstillet fire faste træningsredskaber. Og hvilken udsigt. Mens man trænede her, ville man have udsigt over strand og azurblåt vand. Men ulempen her var, at træningsredskaberne var placeret direkte i solen. Så risikoen for solstik var til at få øje på.
Men det var en positiv overraskelse, at der flere steder var placeret træningsredskaber, som man frit kunne benytte. Jeg ved at det er i mange parker og langs mange løberuter i Danmark. Men det overraskede mig, at det også var i Kroatien. Så det kan være et fint alternativ og nok værd at holde øje med, når du er på ferie, hvis du har mod på det.
Kombineret styrketræning og cirkeltræning!
Jeg besluttede mig for, at jeg ville ned at træne på de faste redskaber. Men det blev først besluttet, da jeg var stået op, så jeg måtte gøre det op af dagen. Beslutningen blev, at når vores yngste skulle sove, tog jeg hende med i klapvognen og så trænede jeg. Det betød dog, at det ville blive ved 2-tiden i den værste varme. Der blev taget en måtte med og en liter vand, og mit mindset blev sat på, at det ville blive ulideligt varmt og fysisk meget hårdt.
Men jeg blev positiv overrasket. Træningsredskaberne var placeret i fuld skygge og de to gange jeg var derhenne var der en let-frisk vin som blæste og kølede, så det var langtfra lige så varmt der, som ved forteltet eller ved stranden. Derfor besluttede jeg mig til at træne cirkeltræning. Så træningen blev 3 cirkler af 8 øvelser. Cirklerne havde jeg ikke kørt siden min tid i forsvaret, så der skulle lige bruges fem minutter på opfriskning, men så gik det rigtig fint. Cirklerne blev krydret med burbees, dips, kropshævninger og ekstra maveøvelser, så det var en rigtig fed træningssession.
Min datter sov i den svalende vind under hele træningen og jeg blev kølet af mens jeg gik gennem skoven med hende hjem til campingvognen. Jo jeg havde da svedt og drukket næsten 1 liter vand i de 45 min træningen varede, men jeg havde det super godt og mindre varmt end dem, der sad oppe ved campingvognen.
Lessons learned
Lad vær med at afskrive styrketræning eller kredsløbstræning når du tager på ferie, det er ikke nødvendigt. Og hvis du ligesom mig får det virkelig godt efter en træningssession, så er det bare win – win. Med en lille smule planlægning hjemmefra er det bestemt muligt, at gennemføre både kredsløbstræning og styrketræning i ferien. Og måske vil du også, som vi gjorde, få nogle fede oplevelser ud af det.
Hvis du kigger efter det, vil du også ofte finde nogle spændende alternative løsninger og derved træne på en måde, som du måske ikke gør til hverdag. Men har du virkelig disciplin, ja så er det også bare fedt at snøre løbeskoene og løbe en morgentur langs vandet eller op i skoven. Og måske stoppe halvvejs og styrketræne med udsigt over havet. Mit budskab er bare. Vær åben og observerende. Så dukker der noget fedt op.
Og når du så kommer hjem igen, så er du minimum på samme niveau, som da du tog afsted.
Rigtig god fornøjelse.